-
Fald i medicinalindustrien trækker den samlede produktion ned
Источник: BDK Finans / 07 мар 2025 03:18:22 America/New_York
Et stort fald i medicinalindustriens produktion trækker den samlede produktion i industrien ned i januar. Det viser tal fra Danmarks Statistik fredag morgen. Ifølge opgørelsen er produktionen i medicinalindustrien faldet 20,1 procent i januar. Den samlede produktion i industrien faldt med 11,9 procent. Danmarks Statistik påpeger, at medicinalbranchen ofte har store udsving i produktionen fra måned til måned. I januar skyldes faldet en markant nedgang i omsætningen i forhold til december, lyder det. Også Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, påpeger, at medicinalindustrien kan være præget af store udsving. Alligevel får faldet hans alarmklokker til at røre på sig. - Det er et alarmerende stort dyk i januar, men produktionen kan godt tage nogle store månedlige udsving i medicinalindustrien, så det er forhåbentlig noget vi vil se rette sig igen i de kommende måneder, skriver han i en kommentar. Ser man på perioden fra november 2024 til januar 2025 er produktionen i medicinalindustrien faldet med 14,4 procent sammenlignet med de foregående tre måneder, skriver Danmarks Statistik. Spørger man Las Olsen, som er cheføkonom i Danske Bank, er faldet dog formentlig ikke et faretegn. Han påpeger, at faldet foruden fald i medicinalbranchen er drevet af en nedgang for branchegruppen "møbler og anden industri", som blandt andet omfatter medicinsk udstyr. - Hvad det lige er, der har givet de store udsving i denne gruppe, kan vi ikke sige endnu, men det virker ikke sandsynligt for os, at dagens dramatiske tal faktisk afspejler en fundamentalt ændret situation for dansk industri, skriver Las Olsen. Produktionen i branchegruppen "møbler og anden industri" faldt med 24,2 procent i januar. Danmarks Statistik påpeger dog, at faldet sker efter en markant stigning i december. I perioden november 2024 til januar 2025 er produktionen steget med 8,1 procent sammenlignet med de foregående tre måneder, skriver Danmarks Statistik. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/fald-i-medicinalindustrien-traekker-den-samlede-produktion-ned